Blog Image

Rejseblog 2009

Ø-hop og kanalfart

Venedig Posted on Mon, July 20, 2009 22:48:28

Ak, så er det ved at lakke mod enden for mit ophold i Venedig, som ellers har været rigtig hyggeligt. Og så ser det ovenikøbet ud til, jeg kommer hjem til en ordentlig omgang regn i resten af min ferie, hrmpf. Nå, men jeg kan jo trods alt ikke klage over den dosis sol, jeg har fået hernede i Italien smiley

I dag havde jeg planlagt lidt ø-rundfart, så jeg startede med at købe en 12-timersbillet ved det nærmeste vaporetto-stop, som ligger blot 1 minuts gang fra hotellet. Derfra tog jeg også dagens første båd østpå mod Lido (se video 1 forneden), som er en ø, hvor mange (angiveligt også de kendte) tager til for at dase ved dens lange og fine strand. Det var dog ikke lige med i planen for mit vedkommende, så jeg nøjedes med at kigge lidt rundt i ankomstbyen, før jeg tog den næste båd videre.

Næste båd bragte mig op til Venedigs nordside, hvor jeg gik i land og kiggede mig en smule om, før jeg igen tog en båd, der denne gang skulle bringe mig til en lille ø nord for Venedig ved navn Murano. Denne ø er kendt for dens mange glaspusterier og glashåndværk, og gaderne, som fulgte kanalen, der skar tværs gennem øen, var da også fyldte med netop boder med alskens glashåndværk. Det var hyggeligt at vandre rundt på øen, og jeg hørte flere danskere omkring mig end ellers – glashåndværk tiltrækker åbenbart nordboere smiley

Efter endt kiggeri på Murano vendte jeg tilbage til nordsiden af Venedig og udforskede den lidt mere, mens jeg ledte efter et sted at spise frokost. Derefter spadserede jeg mod et af de første vaporetto-stop ved Canal Grande for at tage 1’eren tilbage til hotellet. 1’eren stopper nemlig ved alle stoppesteder på Canal Grande, og så er der jo tid til at få set det hele på vejen gennem den store kanal, som byder på mange kønne syn. Se lidt af turen i video 2 forneden.

Her til aften var det så tid til den sidste gang aftensmad, og jeg skulle selvfølgelig lige forbi Markuspladsen for at se den en sidste gang. Desuden havde jeg set en maske i en butik nær Rialtobroen, jeg godt lige ville købe, så så fik jeg jo dermed også set den berømte bro igen en sidste gang også.

Der er nogle ting, jeg ikke har nået under opholdet her i Venedig, såsom besøg i Dogepaladset og en tur op i det godt 100 meter høje klokketårn, men der skal jo også være noget til næste gang, man kommer her smiley Jeg ville i hvert fald ikke have spor imod at komme tilbage engang, for det har været et rigtig hyggeligt ophold, som har afrundet min Italienstur perfekt.

Nu er det så tid at få forberedt kufferten – i morgen tidlig snupper jeg lufthavnsvandbussen til Marco Polo-lufthavnen og nyder dermed en sidste bådtur. Vi ses snart – husk at tjekke nye billeder på venedig.elmomo.dk – de sidste for denne gang! Kh herfra.



Væk fra centrum og tilbage igen

Venedig Posted on Sun, July 19, 2009 22:31:41

Så har jeg snart suget en hel dag mere i Venedig til mig. Det har været endnu en fin dag, men allerførst kan jeg da lige nævne, at de festligheder, jeg nævnte i går aftes, var i anledning af den årlige fejring af afslutningen på pesten i 1576… Der var en rigtig god og festlig stemning med mange folk på gaderne og “ekstra” både i kanalen, hvor der var arrangeret små fester med udsigt til fyrværkeriet, som gik i gang omkring midnat. Det varede cirka en halv time og var virkelig flot med en forrygende finale, hvis lige jeg vist ikke har set “live” før. Ikke dårligt smiley

Nå, men i dag vandrede jeg mod sydvest, prøvede endnu en gondoloverfart og fik også prøvet at vandre over en midlertidig bro, man har lagt i forbindelse med ovennævnte fest, hvor folk dagen efter festen får lov at gå over til en ø umiddelbart syd for Venedig, hvor kirken Redentore ligger – det var her, fyrværkeriet kom fra i går.

Det var en lidt varmere dag i dag med næsten ingen skyer, så jeg fik kasketten på igen. Det er jo også søndag, så det var ikke så mange af boderne og specialbutikkerne, der var åbne, men det gjorde jo heller ikke så meget, når jeg nu med vilje var på sightseeing udenfor bymidten.

Jeg sørgede dog for at være tilbage ved Markuspladsen ved 13.30-tiden, da det også var dagen, jeg skulle indenfor og besigtige Markuskirken. Der var en kæmpekø, hvor folk stod og bagede i solen, men jeg strøg direkte ind, da jeg havde reserveret adgang på nettet hjemmefra, hæhæ. Det er ikke tilladt at fotografere indenfor i kirkerne her i Venedig (hvilket alle dog ikke overholder, tsk-tsk!), så jeg koncentrerede mig i stedet om at opleve kirken. Den er ikke nær så stor som andre, jeg har set, men til gengæld er den rigtig flot udsmykket – både facaden, men specielt også kuplerne er fascinerende syn. Jeg strøg også op på “terrassen”, hvorfra der var en fin udsigt ud over Markuspladsen, som dog er lidt skæmmet af en scene samt restaurering af det næsten 100 meter høje klokketårn i øjeblikket. Men stadig en flot udsigt, som I måske kan fornemme lidt på video nummer 1 nedenfor.

Bagefter snuppede jeg mig en gang pasta på en lille plads i nærheden. Pludselig dukkede der en lille gruppe fint klædte sangere op, som gav prøver på noget, der lød småoperaagtigt. Altid godt med lidt underholdning til maden smiley Se i øvrigt video nummer 2 nedenfor.

Dernæst var det tid til at komme tilbage til hotellet og slappe lidt af og se afslutningen på dagens Tour-etape… Her til aften besluttede jeg mig så for at snuppe aftensmaden ved siden af Canal Grande og Rialtobroen for at nyde aftenatmosfæren lidt dér. Efter lidt tilfældig aftenvandring bagefter er jeg så endt her på hotellet igen…

I morgen pønser jeg på at snuppe nogle bådture til et par af de omkringliggende øer øst- og nordpå samt måske en “hel” tur med en Vaporetto ned ad Canal Grande. Men nu får vi se – planerne kan jo ændre sig undervejs smiley Det var alt for i dag – kærlig hilsen herfra.

Ps. Nye billeder på venedig.elmomo.dk



Rialtobroen – og 1000 andre…

Venedig Posted on Sat, July 18, 2009 19:46:42

Det er blevet aftentid her i Venedig på andendagen, og jeg får lige smidt nogle billeder op, før jeg tager ud og spiser lidt pasta. Senere i aften har jeg nemlig fået et tip om, der kommer fyrværkeri, og det vil jeg selvfølgelig gerne se smiley

Det har som håbet og forventet været en rigtig god og behagelig dag. Temperaturen faldt, og der har også været lidt skyer i dag (uden regn), hvilket har gjort det rigtig dejligt at gå rundt i Venedigs mange gader og stræder. Venedig er lige en by efter mit hoved med alle de små finurlige gader og de små kanaler og broer, jeg så godt kan lide at passere. Jeg har selvfølgelig et kort med mig, men nogle gange er det sjovt bare at vandre afsted uden at bekymre sig for, om man nu også følger den optimale vej. Afstandene er ikke store, og der er så godt som altid mulighed for at komme tilbage på rigtig kurs pga. de mange små sidegader.

Jeg startede dagen med at styre mod Rialtobroen, som ligger sådan cirka midt i Venedig. Det er jo et af byens vartegn, som bare skal ses. Derfra udforskede jeg de nærmeste områder og besøgte bl.a. det famøse Rialtomarked, hvor alskens frugt og fisk sælges fra mange boder hver dag. Jeg kom selvfølgelig også forbi mange pladser og bygningsværker, men bortset fra et besøg i byens næststørste kirke i San Polo-bydelen sprang jeg over at begiver mig ind i disse bygninger. Det interesserer mig mere blot at traske omkring og opleve så meget som muligt af byens opbygning af gader og kanaler – og så har jeg selvfølgelig som mål at krydse så mange broer som overhovedet muligt smiley

Jeg synes selv, det er forholdsvist nemt at finde omkring, så jeg havde også overskud til at komme en fortabt dansk familie til hjælp, da jeg kunne høre, de ikke anede, hvor de var, hehe. Nåja, og så fik jeg også fuldendt westie-trilogien i dag, da jeg så en ægte venetiansk westie! Meget fin var den.

Frokosten blev indtaget på en af de mange små og hyggelige restauranter, hvor jeg satte en pizza og lidt salat til livs. Mens jeg sad og åd, blev jeg enig med mig selv om, at Venedig så absolut er et af de allerhyggeligste steder, jeg har besøgt. Det er utvivlsomt fraværet af den ellers altid så allestedsnærværende storbytrafik, der gør forskellen, for selvom her naturligvis er mange turister, føles det faktisk ikke som om, jeg befinder mig i en turistmetropol, når jeg bevæger mig rundt. Der er albuerum og altid mulighed for at finde nogle fredelige områder. Venedig kan med andre ord varmt anbefales…

Rialtobroen er en af blot 3 over Canal Grande, og da jeg på min vej tilbage fra vestsiden fik øje på en af de (vistnok) 8 gondoloverfarter, der fragter folk fra en side af Canal Grande til den anden, besluttede jeg mig naturligvis for at prøve. Det er ca. 70 gange billigere end en “rigtig” gondoltur, og så har man jo prøvet det også smiley I kan se lidt af overfarten i videoen forneden, og der er selvfølgelig også nye billeder på venedig.elmomo.dk.

Alt for nu – i morgen trasker jeg afsted igen for at udforske flere gader, broer og kanaler, mens jeg udforsker vest- og sydsiden af Venedig. Nåjo, og så er det i øvrigt også i morgen, jeg har booket tid til at kigge på et andet af byens vartegn – Markuskirken. Kærlig hilsen herfra.



Fra storby til vandby…

Venedig Posted on Fri, July 17, 2009 22:47:01

Så er tredje og sidste mål på rejsen nået: Venedig! Jeg kom afsted i god ro og orden fra Milano, hvor jeg nemt fandt mit tog og indtog min plads. Det var en fin og bekvem tur, men også lidt varm, hvilket jeg ikke havde forventet af en tur på 1. klasse…

Nå, men det var sjovt at ankomme til Venedig med udsigt til lagunen på begge sider af toget. Det hjalp også på eksklusiviteten, at jeg talte op til 9 Lamborghinier komme kørende på bilbroen ind til Venedig smiley Banegården var ikke i nærheden af samme klasse som den i Milano, så jeg fes hurtigt ud for at finde en såkaldt Vaporetto (en type vandbus), der kunne fragte mig mod hotellet. Efter at have gransket skiltene, mente jeg at have tjek på ruten og hoppede på næste Vaporetto rute 51…

Der var også bagende varmt i Venedig ved ankomsten, men med alt det vand til alle sider er der også en anden luftfugtighed og heldigvis også nogle rare briser engang imellem. Turen med båd mod hotellet fik mig i hvert fald til at glemme alt om varmen, for det var meget fængende at kunne beskue de mange kanalers by, som virkede meget lovende fra søsiden.

Da jeg steg af Vaporetto’en gjaldt det om at finde hotellet i en fart, så jeg kunne komme af med rejsegrejet, og det var da heldigvis også nemt at lokalisere. Beliggenheden af hotellet (ikke langt fra Sankt Markus-pladsen) er fin og det ser da også stiligt ud, men værelset kommer desværre ikke helt op på siden af det i Milano. Jeg mangler bl.a. en minibar til at køle mine drikkevarer, hrmpf. Nå, men det er jo heller ikke på værelset, man skal tilbringe hovedparten af tiden smiley

Efter dernæst at have snuppet lidt let at spise på en cafe nær hotellet, gik jeg tilbage på hotellet for at slappe lidt af og se slutningen af dagens Tour… Ved aftenstid gik jeg på opdagelse i nærområdet. Det, jeg så, lover utrolig godt for de næste 3 dage her i Venedig. ALLE gader er jo gågader, og der er vitterligt kanaler over det hele. Det kan virke labyrintisk, men det er kun et plus i min bog smiley Desuden har jeg jo også kort at orientere mig med. Det er lidt underligt, men selvfølgelig også rigtig lækkert kun at skulle bekymre sig om mennesker og duer, når man vandrer rundt; ingen biler, busser, scootere eller cykler nogen som helst steder! Så der er masser af ro og overskud til at studere de myriader af barer, cafeer og restauranter i alle afskygninger, som findes over det hele. Derudover diverse små butikker, som sælger alt fra is over souvenirs til lokalt traditionelt håndværk som fx tøj, glaskunst (som er en specialitet) og masker, som Venedig jo også er kendt for.

Der er med andre ord masser at udforske de næste dage, samtidig med, der er rigeligt med muligheder for at sætte sig og nyde udsigten eller bare slappe helt af. Fino fino. Jeg glæder mig også til at se, om jeg møder en venetiansk westie – jeg har nemlig mødt både en napolitansk og en milanesisk indtil videre smiley

Ah, og nu jeg brokker mig over varmen, hører det med til historien, at himlen åbnede sig en halv times tid her til aften og leverede en ordentlig spand vand og hagl – nogle på størrelse med store mønter. Det var dejligt rensende… Jeg mener også at have set, temperaturerne falder en smule de næste dage, hvilket ville passe mig fint.

Nå, men alt for nu – de er noget frække med prisen på internet her på hotellet, så jeg håber hastigheden i det mindste er i orden – ellers kan det desværre godt være, billedmængden bliver lidt begrænset her fra Venedig… Kh herfra.

Ps. Billeder på venedig.elmomo.dk



Da Vinci, borg og by.

Milano Posted on Thu, July 16, 2009 23:13:27

Puha, den 2. hele dag i Milano har været en noget varm fornøjelse. Sidste gang, jeg så på et af de termometre, der hænger rundt omkring, var tæt ved kl 21, og der sagde det stadig 33 grader…

Jeg startede dagen udenfor hotellet med et besøg i Santa Maria delle Grazie-klosteret, hvor Leonardo da Vincis “Den Sidste Nadver” skulle kigges efter i sømmene. Jeg havde heldigvis været så forudseende at reservere billet hjemmefra – der var flere andre turister, der måtte gå igen uden at få set værket, da de kun lukker et vist antal ind. Man skulle igennem flere “sluser” på vejen ind – de går ikke på kompromis med konserveringen af værket, men de har jo også måttet restaurere det i flere omgange, da Da Vinci til maleriet eksperimenterede med noget olie-værk, som viste sig ikke at holde så godt… Nå, men det var sjovt og lidt underligt pludselig at stå foran det værk, man har hørt, læst og set så meget om. Jeg kunne heller ikke lade være at tænke lidt på Da Vinci Mysteriet, da jeg stod der foran og studerede det smiley

Efter at være blevet sluset ud igen, besluttede jeg at tage hjem til hotellet igen. Jeg ved ikke om det var varmen eller noget, jeg spiste i går, for maven var desværre lidt i oprør, og så var det ikke så sjovt at traske rundt i bagende varme. Heldigvis var hotellet kun en kort metrotur væk, og vel hjemme på værelset igen tog jeg mig et par timers siesta for at komme på højkant igen. Bare rolig, jeg fik det fint nok igen, og jeg har da også tilstrækkeligt medicin med til diverse hændelser smiley

Om eftermiddagen vovede jeg mig således ud igen og startede med at besøge Sant’Ambrogio, som er en murstenskirke oprindeligt opført i 386 (efter biskop Ambrosius’ ønske), som senere i 1000-tallet fik en lidt mere romansk form. Det var spændende nok at se en så gammel kirke med gamle ornamenter og mosaikker – bl.a. et alter i guld og sølv fra 800-tallet.

Bagefter vandrede jeg op til Sforzesco-borgen, som er et kæmpe borganlæg, der blev påbegyndt i det 15. århundrede – bl.a. med hjælp fra Leonardo da Vinci. Man kunne desværre ikke kommet op på selve murene og kigge ud, så jeg måtte nøjes med at traske lidt rundt inde på den store gårdsplads. Men pyt, det er jo altid sjovt at besøge en borg smiley Jeg må i øvrigt efterhånden have fået en del farve i hovedet, for på vej til borgen stoppede en italiener i en bil mig og spurgte om vej, hehe.

Dernæst gik jeg lidt rundt i nogle forskellige gågader og kiggede rundt, inden turen gik tilbage til hotellet. Jeg kom også forbi Duomo-pladsen igen, da jeg gerne lige ville have et sidste kig på den – den tog sig fint ud i aftensolen, som i kan se på videon nedenfor.

I morgen går turen så med toget til Venedig. Det har været et par udmærkede dage her i Milano, som får plusser for sin stilfulde storbykultur og den redelige færdsel. Meeen – jeg glæder mig nu til at komme tæt på vandet igen, må jeg indrømme smiley Og i Venedig slipper jeg jo helt og holdent for at bekymre mig om at kigge efter biler… Til gengæld er der jo i sagens natur heller ingen Metro, så der må jeg nøjes med de croissantdrevne sandaler. Det var alt fra Milano i denne omgang (nye billeder på milano.elmomo.dk) – kh herfra!



Duomo’en og midtbyen

Milano Posted on Wed, July 15, 2009 22:04:04

Så er første hele dag i Milano ved at lakke mod enden. Der færdes mange mennesker her i Milano også, men som jeg nævnte i går er trafikken mere menneskelig, og der er bedre forhold for fodgængere i form af brede fortov og adskillige rene gågader i midtbyen.

Men det blev alligevel en ret varm dag, da solen ofte stak ansigtet frem og bagede godt ned. Vejrudsigten sagde ellers skyet med småbyger, men det blev altså solrigt med småskyer i stedet… I morgen skulle der komme “endnu mere” regn, så jeg håber faktisk lidt på, der kommer bare en smule, da temperaturen simpelthen stiger i morgen. Nå, men vand og skyggesider hjælper jo på det smiley

Jeg startede dagen som sædvanligt med en god gang morgenbuffet, som matchede resten af hotellet hvad angår niveau. Der var nok af det hele, og jeg tog for mig af både cerealier, juice, croissant, ost, skinke, marmelade og udskåret frugt. Hvorfor er det i øvrigt kun sydpå, ferskenmarmelade er almindeligt? Det fatter jeg ikke, så godt som det smager…

Vel soigneret rendte jeg 100 meter ned ad gaden og tog metroen mod Duomo’en (domkirken), som var dagens hovedattraktion. Den knejser stolt inde i byens midte og er heldigvis ikke skæmmet af nymodens bygninger i umiddelbar nærhed. Det er et gigantisk bygningsværk, som da også tog 500 år at få færdiggjort og som kun overgås i størrelse af en vis kirke i Rom. Efter en rundtur indenfor, tog jeg trapperne op på taget, hvor der var en rigtig fin udsigt over både Duomoens spir og statuer, men selvfølgelig også Milano selv.

Da jeg kom ned igen, var det tid at udforske bymidten lidt og glo på alle de fine butiksgader og folkene, der færdedes i dem smiley Alle mærker, man kan forestille sig, findes her, og der er en sjov blanding af velklædte folk og turister i shorts og sandaler… Ved frokosttid valgte jeg at flotte mig lidt og sætte mig midt i den eksklusive arkade Galeria Vittorio Emanuele II for at opleve stemningen lidt, mens folk perfilerede forbi. Regningen blev dog også derefter – hvis jeg siger, et glas af husets hvidvin kostede mig 95 kr kan I nok gætte jer til, hvad hele regningen lød på smiley Nå, det gør man jo trods alt heller ikke hver dag, hehe.

Efter energioptankningen kiggede jeg mig lidt mere og længere rundt, før jeg tilsidst fik nok af butikker og vandring (jeg skal vist snart have mig nogle nye sandaler…) og drog hjemad mod hotellet for at hvile lidt ud før aftensmaden.

I morgen tager jeg en lille smule udenfor bymidten for bl.a. at opleve da Vincis “Den Sidste Nadver”. Det værk har man jo hørt så meget om, så det glæder jeg mig til at se! Alt for nu – husk at kigge billeder på milano.elmomo.dk. Kærlig hilsen herfra.



Ciao Napoli – buongiorno Milano!

Milano Posted on Tue, July 14, 2009 22:22:26

Jep, så er jeg ankommet til modemekkaet. I går rendte jeg rundt i Napoli, og i dag går jeg så omkring i Milanos gader – mærkeligt smiley

Jeg kom godt afsted fra hotellet i Napoli, hvor jeg fik dem til at ringe efter en taxi for mig, som kunne fragte mig til lufthavnen. Det har været en ganske udmærket tid i Napoli, hvor jeg synes, jeg fik set alt det, jeg skulle se dér. Selve byen med dens mylder og ikke særligt interessante gader og arkitektur kommer jeg næppe til at savne – men Vesuvio, Pompeji og havnelivet i både Napoli og Sorrento var hele opholdet værd. Nåja, og så den autentiske pizza, selvfølgelig smiley

Flyveturen til Milano gik nemt og smertefrit. Faktisk i en sådan grad, at jeg senere på dagen tænkte “hov, jeg har da forresten været ude og flyve i dag…”. Fra Milano lufthavn tog jeg et eksprestog til Milanos vestlige bydel, hvor jeg inhalerede en sandwich, mens jeg lige skulle orientere mig i forhold til hotellet. Der er helt anderledes tjek på de trafikale forhold her, og bilerne holder således rent faktisk tilbage, når der er grønt for fodgængerne! Desuden er der et noget bedre metrosystem, og efter at have tjekket metrokortet efter, snuppede jeg den grønne linje mod hovedbanegården.

Hotellet ligger nemlig blot et par minutters gang fra hovebanegården, og det er jo helt perfekt i forhold til, at jeg jo tager toget derfra mod Venedig om 3 dage. Hovedbanegården viste sig at være et ganske enormt bygningsværk (se billede nedenfor med menneskene foran som målestok).

Jeg fandt hurtigt mit hotel, hvor jeg tjekkede ind og smuttede op på mit værelse, spændt på at se, hvordan det tog sig ud. Hotellet i Napoli var ganske fint til mit behov, men her i Milano er det jo 4-stjernet, og jeg blev da heller ikke skuffet, som I kan se på videoen nederst.

Jeg gad ikke begynde tage ind til midtbyen og begynde at udforske denne, da det efterhånden var allersidst på eftermiddagen. Derfor besluttede jeg i stedet at bevæge mig rundt i området omkring hotellet for at blive fortrolig med, hvad der findes i nærheden. Bymidten ligger egentlig ikke længere væk, end man med god vilje godt kan gå derind, men jeg tager dog nok metroen derind i morgen for at spare apostlenes heste lidt og også fordi det kun koster 1€ for en kør-så-meget-du-vil-billet, der varer 75 minutter.

Nå, men gåturen har indtil videre forstærket mit indtryk af Milano som en noget mere redelig og “civiliseret” storby end Napoli, men det var jo også som forventet/håbet smiley Jeg bevægede mig som nævnt ikke helt ind til midtbyen, men alligevel stødte jeg på en gade med utallige butikker – heriblandt mange almindelige mærkevarebutikker. Jeg fandt også et utal af restaurater (hvilket var lidt en mangelvare i nærheden af hotellet i Napoli) samt nogle dagligvarebutikker, hvor man kan tanke fornødenheder og glo lidt på, hvad milaneserne køber ind til husholdet. Jeg har dog hverken her eller i Napoli endnu stødt på en slikbutik – de er skøre, de italienere…

Nå, det er efterhånden blevet en længere smøre, så jeg vil holde her. Der er af gode grunde ikke nogen billedserie i dag udover de to objekter nedenfor, men i morgen skulle jeg gerne få smidt lidt flere turistoplevelser ind på kontoen smiley. Hovedattraktionen er byens Duomo (katedralen), som er Milans vartegn og Italiens næststørste. Kærlig hilsen fra Milano til både 2- og 4-benede.



Pompeji anno 79

Napoli Posted on Mon, July 13, 2009 23:12:50

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle et smut 1930 år tilbage i tiden! Belært af gårsdagens busoplevelse valgte jeg at gå til banegården, hvilket var meget behageligere. Togturen var dog en meget varm oplevelse og gav en forsmag på, hvad der var i vente…

Toget stoppede næsten ved indgangen til det “arkæologiske” Pompeji, så det kunne heldigvis ikke være nemmere. Efter at have skaffet mig en gratis miniguide og oversigtskort over byen smuttede jeg frejdigt indenfor. Jeg var spændt på endelig at få syn for sagen og sugede så meget som muligt til mig med øjnene.

Det er først, når man er indenfor, det går op for en, at der jo rent faktisk er tale om en hel by… “Heldigvis” er hele byen langtfra udgravet, og nogle af de udgravede steder var også under restaurering og således utilgængelige, men alligevel blev jeg nødt til at vælge enkelte af de afsidesliggende steder fra for at kunne klare mosten.

Solen bagede nemlig ned fra en skyfri himmel, og selv med kasket og drikkevarer blev jeg nødt til at tage det stille og roligt på de mange gader og stræder med tilhørende interessante steder at udforske smiley. Jeg nåede dog alt det, jeg havde sat mig for, og jeg synes, jeg fik et fint indblik i livet og strukturen i datidens Pompeji.

Der var rigeligt at se. Templer, pladser, gader, haver og adskillige huse med diverse forskelligartet indretning og udsmykning. Nogle af stederne var mere “ruinagtige” end jeg havde regnet med, men det er vel hvad man kan forvente efter et vulkanangreb samt plyndringer fra mere eller mindre autoriserede udgravere gennem tiden… Der faldt også nogle bomber under 2. verdenskrig, læste jeg mig til.

Alligevel var det helt sikkert en fascinerende oplevelse. Det, der gjorde mest indtryk, var faktisk det bare at kunne vandre rundt i gaderne og kvartererne og opleve dem akkurat som de tog sig ud for et par årtusinder siden. Modsat næsten alle andre arkæologiske steder, hvor der er blevet revet ned eller bygget ovenpå, fremstår Pompeji jo i sin uforfalskede oprindelige form. Selvom Vesuvio tager sig flot ud i baggrunden, minder den dog en om den dramatiske historie, der ligger bag det hele, og de ligeså dramatiske gipsaftryk af de døde indbyggere, som ligger rundt omkring, forstærker blot den følelse. Jeg tror ikke, jeg ville have det helt fint med at gå rundt i byen i mørke i hvert fald smiley

Nå, men mere blev det ikke til i dag. I morgen er det så tid at pakke sagerne og snuppe et fly til Milano! Det gør ikke noget med et lille afbræk i al vandringen, kan jeg mærke… Dette er altså sidste besked fra Napoli – næste gang jeg skriver bliver fra Milano, hvis ellers internetopkoblingen dér er i orden smiley Kærlig hilsen herfra.

Ps. Nye billeder fra dagen i dag på napoli.elmomo.dk selvfølgelig…



Next »